Danekræ
Danekræ er jordfundne danske naturhistoriske genstande af enestående videnskabelig eller udstillingsmæssig værdi: sjældne eller meget velbevarede fossiler, dyreskeletter fra istiderne, meteoritter, eller mineraler.
Danekræ DK 200: Aftryk af fuglehovede med fossile farvekorn fra fjer og øje (Foto: Sten L. Jakobsen)
Danekræ tilhører staten og skal afleveres til Statens Naturhistoriske Museum. Man er også velkommen til at henvende sig til et af Danmarks øvrige statslige eller statsanerkendte naturhistoriske museer, hvis man kommer i besiddelse af en naturhistorisk genstand, der formodes at være Danekræ.
Den der finder et danekræ vil få udbetalt en godtgørelse. Godtgørelsens størrelse afhænger af den videnskabelige og udstillingsmæssige værdi, samt af den omhu, hvormed genstanden er blevet behandlet.
Hvilke fund erklæres for Danekræ?
Mange mennesker samler på sten, mineraler og fossiler til deres private samling, eller til at pynte i reolen. Enkelte af fundene er imidlertid så enestående, at de bør opbevares på et museum.
Det er kun de enestående fund, der er omfattet af lovens bestemmelser. Det er vanskeligt på forhånd at angive hvilke fund, der vil blive erklæret for danekræ. Det vil bero på en vurdering i det nationale Danekræudvalg. Generelt er følgende genstande omfattet:
- Sjældne eller meget velbevarede fossiler (:forstenede dyr og planter)
- Sjældne dyreskeletter eller dele heraf fra istiderne og tiden efter
- Alle meteoritter, der er fundet eller faldet i Danmark
- Krystaller af usædvanlig størrelse eller form
- Mineraler og bjergarter med sjælden sammensætning eller forekomstmåde
Genstandene skal være af dansk oprindelse eller ført til landet uden menneskets hjælp, f.eks. af istidens gletsjere.
Reglerne om danekræ gælder ikke for truede nulevende planter og dyr, som henhører under naturbeskyttelsesloven og jagtloven.
Danekræ DK 491: Fossil af tarpon-lignende fisk (Elopiformes) (Foto: Sten L. Jakobsen)
Hvad gør finderen?
Hvis man gør et usædvanligt fund, som man mener, vil kunne blive erklæret for danekræ, kan man læse nærmere på denne side. Siden indeholder også en orientering til museer, der modtager mulige Danekræ.
Den videnskabelige værdi af et danekræ er størst, hvis det nøjagtige fundsted kan udpeges. Så kan stedet opsøges igen for nærmere undersøgelser.
Ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse tages der også hensyn til den omhu, hvormed finderen har behandlet genstanden. Det betyder blandt andet, at unødvendig afrensning og præparation bør undgås. Hvis der kræves en egentlig udgravning for at bjerge hele genstanden, f.eks. et skelet, skal det overlades til fagfolk fra et af landets museer.
Baggrund
Begrebet danekræ blev indført i forbindelse med Folketingets revision af Museumsloven i 1989. Bestemmelserne blev indført for at sikre de mest betydningsfulde naturhistoriske fund for den danske offentlighed. De svarer nøje til de bestemmelser, der i mere i 300 år har været gældende for danefæ - de mest betydningsfulde jordfundne, menneskeskabte genstande.
Stykke af Ejby-meteoritten (Foto: Bent Lindow)
Danekræloven er et fremragende eksempel på borgerdrevet videnskab, som har hjulpet til at styrke båndene og samarbejdet mellem amatørfossiljægere, forskere og museer i Danmark.
Til dato er 784 stykker blevet erklæret Danekræ. Langt de fleste stykker er fossile rester af forhistoriske dyr og planter, men et bjergartsstykke og to mineraler er også blevet anerkendt.
De tre Danekræ-meteoritfald og -fund Maribo (2009), Ejby (2015) og Dueodde (2017) må særligt fremhæves. Uden Danekræ lovgivningen kunne disse ekstremt værdifulde stykker ikke bevares til videnskabelige undersøgelser, såvel som til formidlings- og udstillingsformål.
Selvom Danekræsamlingen fysisk og juridisk er en del af Statens Naturhistoriske Museums samlinger, er et væsentligt antal Danekræstykker udlånt på lang tid til lokale naturhistoriske museer rundt omkring i landet. Normalt udstilles stykkerne på museer der formidler, eller er i nær tilknytning til, fundstedet eller i forbindelse med tematiserede særudstillinger.
Danekræ DK 94: Fossile kæmpemyrer Pachycondyla rebekkae (Foto: Sten L. Jakobsen)